lørdag den 8. november 2014

Gott Mit Uns



Anmeldt af Søren Nielsen

Kender du følelsen? Du skal til at trykke play på afspilleren og selv uden en rødglødende anbefaling fra venner og bekendte eller et umiddelbart kendskab til hvad du skal til at se, ja så sidder du med følelsen, at den her film vil jeg rigtig gerne kunne li'. Sådan en film er The Bunker. Filmen har nemlig ikke blot en interessant præmis, den er også en hybrid. På samme måde som f.eks Cowboys & Aliens gør det, så krydser The Bunker også landegrænsen mellem to genre. Her er der så blot tale om WW2 og horror modsat the old west og sci-fi. Nu er en sammenbladning af nazismen og horror absolut ikke et ukendt begreb, men som ofte er der tale om nazi exploitation (Nazisploitation) en subgenre til women prison segmentet som hersker her. Så hvorfor så de store forventninger og endda et spirende håb om at der skulle være ramt en lille nazi guldåre med The Bunker? Det er helt lige til min damer og herrer. Det er nemlig yderst interessant når der krydses klinger mellem genre og vi udfordres med stemninger som vi typisk forbinder med genkendelige locations, karaktere og plotudvikling og disse billeder så pludselig forstyrres. Det er som om, at vi får foræret en helt ny vinkel, fordi vi som ofte er så fastlåst i vores opfattelse af hvad der hører sammen med hvad, hvornår og i hvilken sammenhæng.

Ilse. Klassisk nazisploitation

Vi er i 1944 i Belgien. En lille gruppe nedslidte og krigstrætte tyske soldater flygter gennem skoven væk fra et amerikansk baghold. De søger beskyttelse i en bunker, som viser sig kun at være bemandet af en gammel mand og dreng. Et billede på krigens sidst dage. Alle andre er rykket frem til fronten. De syv tyske soldater får ordre på at holde bunkeren indtil de bliver afløst. Det på trods af de er få, trætte, udmattede og hvad værre er en akut mangel på ammunition. Som natten falder på og regnen falder tungt, breder paranoiaen sig i bunkeren. Fostret af at amerikanerne lurer udenfor og kan storme dem hvert øjeblik det skal være. De interne stridigheder vokser og spreder sig og den gamle mands beretning om et underjordiske gangsystem som forbinder bunkeren med skoven, og som gemmer på en uhyggelig historie gør ikke situationen bedre.


Alle de tyske soldater i The Bunker taler ikke bare engelsk, men MEGET engelsk. Det vil nogle helt sikkert se som et alvorligt troværdigheds problem for filmen. Personligt kan jeg godt leve med det. Der er trods alt få film hvor tyske soldater taler tysk. Dette er ikke et isoleret tysk problem. Tænk f.eks. bare på en vis russisk ubådskaptajn med skotsk accent. Når det så er sagt, skal der ikke herske et sekunds tvivl om, at havde The Bunker været tysk eller blot med tyske skuespillere, ja så havde det tilført oplevelsen et ekstra lag eller tre af autenticitet. Når det så er sagt, så har The Bunker dog langt større udfordringer end det rent verbale. Filmens ramme er som sagt interessant: Desperate, krigstrætte soldater i krigens sidste fase. Fanget i en håbløs situation med blot én flugt mulighed. Et tunnelsystem hvor der lurer andet og langt farligere bekendtskaber i mørket end amerikanske soldater, rotter og risikoen for sammenstyrtning. Desværre for filmen er anden halvdel, hvor det for alvor spidser til, lidt af en fuser. Det psykologiske gys som filmen
spiller på, bliver aldrig rigtig forløst og filmens twist (og morale) er lidt for letkøbt. Eller måske mere korrekt formuleret: Så er den ikke stærkt nok, tager man tyskernes krigsforbrydelser og ugerninger in mente. En anden naturlig udfordring filmen kæmper med, er at den har gjort en gruppe tyske soldater til sine hovedpersoner og der med dem vi på et eller andet niveau skal føle og sympatisere med. Det lykkedes til fulde for Wolfgang Petersen med Das Boot, men det er også en ekstra ordinær film. I The Bunker prøver man smart nok at kompensere for dette ved at gruppere soldaterne indbyrdes og der ved at få nogle af dem til at fremstå mere sympatiske og tør man sige det? menneskelige end andre. Spørgsmålet er så blot til syvende og sidst, om man som tilskuere overhovedet kan sympatiserer med nazister, selv om de er gradbøjet?


Er der udfordringer med sproget og hovedpersonernes moralske ståsted og baggund, så er skuespillet til gengæld solidt. Rigtig god er især den gamle mand. Filmens hovedperson bunkeren, er creepy og stemningsfuld og symboliserer fint det tredje riges fallit og at flugten fra skæbnen kun findes i drømme. Og det på trods af, at de underjordiske gange mere har udformning af en kælder end et decideret gangsystem. Det lykkes også for filmen i sine bedste momenter, at hive os med ned i bunkerens klaustrofobiske mørke hvor vi føler os som en del af den lille gruppe. Det skal tilskrives instruktørens evner til at skabe en presset og desperat stemning blandt de dødsdømte og trætte mænd. Totalt blottet for illusioner om at vende krigslykken, men hvor fokus ene og alene ligger i håbet om overlevelse. Der ud over, er der ikke en finger at sætte på kameraarbejde eller klipning og det er faktisk møg ærgerligt at alle plusserne ikke er i synk. Det kunne nemlig have resulteret i en rigtig interessant og anderledes WW2 film. Nu må det blive ved det velmente forsøg.




The Bunker 2001
Instruktør: Rob Green
Manuskript: Clive Dawson
Fotograf: John Pardue
Medvirkende: Jason Flemyng, Andrew Tiernan,  
Christopher Fairbank, Simon Kunz, Andrew Lee Potts

Ingen kommentarer:

Send en kommentar